Menneskesyn/udviklingssyn

Hvilket syn er der på brugerne/børnene – på hvilken måde er det anderledes end i Danmark?

Det generelle menneskesyn på skolen, er på mange måder ens med den danske måde at tænke menneskesyn på. Alle børnene er lige og har samme rettigheder, ligegyldig om de har nedsat funktionsevne, eller er normalt fungerende. I Australien har alle mennesker ret til en uddannelse på en normal folkeskole, og kan ikke nægtes at blive undervist selvom de har andre behov. Skolen må ikke diskriminere mennesker pga. forskelligheder, men kan dog råde og vejlede i forhold til hvad det bedste valg vil være, for det enkelte barn. I sidste ende er det dog forældrene der har det sidste ord, selvom skolen måske ikke mener, at de kan tilbyde det enkelte barn den rette undervisning. Inklusion og eksklusion er to store begreber, der arbejdes ud fra, for at få skolen til at fungere som et harmonisk samfund. I sammenhæng med et af mine mål, interviewede jeg lærerne, hjælpe lærerne og en forælder til en dreng med Down syndrom omkring inklusion på skolen. Alle svarede meget positivt på, at de mente at der var en høj grad af inklusion og tolerance på skolen, på trods af de mange forskelligheder. For mig viser dette, at menneskesynet på skolen er meget inkluderende og åben for forskelligheder og at det netop er det de alle arbejder hen i mod, hvilket giver et ensartet og mere succesfuldt undervisningsmiljø. Det der skiller sig ud fra det gængse menneskesyn man har i Danmark er, at det behavioristiske undervisningsmiljø, træder meget i gennem når man ser på lærernes forhold til børnene. For at opretholde det miljø, bliver de nødt til at have en vis distance til børnene og ikke blive følelsesmæssigt indblandet i børnenes liv. Dette er for mig som pædagogstuderende fra Danmark ret svært at forholde mig til, og før jeg vidste hvilke begrundelser der var for at agere sådan, så syntes jeg det virkede meget koldt og empatiløst. En anden grund til, at lærerne ikke viser følelser overfor børnene, er at det åbenbart hurtigt kan udvikle sig til misforståelser omkring overgreb, som man også har set i Danmark. Her er det dog både mandlige og kvindelige lærere/pædagoger, der udviser samme opførsel. Jeg har dog enormt svært ved, at holde den distance til børnene, især når et barn er ked af det og det eneste der hjælper er fysisk kontakt og ikke bare en masse forstående ord. Jeg havde en episode med en dreng med autisme, der var enormt frustreret over at skulle være med i en sportslig holdaktivitet, da han ikke kunne magte så mange mennesker i et lille lokale. Dette forstod læreren åbenbart ikke, og blev ved med at klappe ham på skulderen og sige at han skulle være med. Til sidst fik han en bold i hovedet, og løb væk og gemte sig. Læreren gjorde ikke noget og jeg stod lidt måbende og observerede situationen, hvorefter jeg løb efter ham. Vi fik snakket en del om situationen og jeg spurgte så til sidste og han ville have et kram. Det var lige præcis det han ville have, og ikke en masse ord. Efter den episode stolede han virkelig på mig og har siden hen deltaget i sport, hvor jeg har hjulpet ham i gang.

Tænkes der i at mennesket udvikler sig ved at få anvist måde at agere på, ved at den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem? Eller skabes læring og udvikling i relationer?

På Petrie Terrace State school prøver man at tilrette undervisningen ud fra det enkelte barn, hvor der vel og mærke kræves ekstra støtte. Dette gøres dog med en meget stærk undertone af skolens overordnede motto ”respect for self, respect for others and respect for place. Dette er i den grad en anvisning af hvordan man skal agere i og udenfor skolens område. Dette er standard værdier, som skolen mener at børnene skal være i stand til at mestre, for at fungere i samfundet. Samtidig med det, lægger skolen også vægt på at børnene skal udvikle sig i samspil med de andre børn. Efter jeg har arbejdet meget med en dreng med down syndrom og set hvordan han agerer i samspil med hans normale klasse, så har jeg set at det både udvikler ham, men også de andre børn i klassen. Børn med down syndrom kopierer i stor grad andres væremåde og mimik, så det gavner ham at være i samspil med normalt fungerende børn, i stedet for kun at være sammen med andre børn med nedsat funktionsevne. Samtidig med det, kan jeg se at de normalt fungerende børn harv stor gavn af at have ham i klassen, da de udvikler empati og bliver mere tolerante overfor for forskelligheder. For mig at se, så giver skolens måde at tilrettelægge undervisningen på, automatisk børnene mulighed for at udvikle deres egne værdier i samspil med de andre børn på skolen. Dette tror jeg dog kun er en stor succes, fordi skolen kun har 180 elever. Situationen ville muligvis være anderledes på en større folkeskole, hvor alle ikke nødvendigvis bliver nødt til at tage stilling til hinanden på samme måde.

Er dysfunktioner udtryk for noget der tillægges skyld og skam? – noget man kan disciplineres ifht – noget der betyder at man har et værdigt behov for kompensation og hjælp?

Som skrevet ovenfor, så lægger skolen meget vægt på, at alle skal være lige og alle har ret til at være her. Alle har noget at byde ind med, og det skal derfor understøttes på bedst mulig vis. I undervisningen bliver alle inkluderet og hørt, hvis de har noget at byde ind med. Jeg arbejdede næsten hver dag med en dreng med autisme, hvor vi lavede forskellige motoriske og skriftlige øvelser, hvor vi hver gang sluttede af med, at han skulle kopiere de ord jeg skrev ned til ham på en tavle. Vi lavede en masse andre lærende øvelser i gennem leg, og disse lektioner gav ham så meget selvtillid, at han begyndte at ville vise alle lærerne på skolen, hvad han havde lært. Så hver dag efter lektionen, gik vi over til rektoren og derefter hans egen klasse, hvor han viste alle hvad han havde lært. Selvom det ikke var perfekt, så var alle meget positive overfor hans udvikling og anerkendte ham i form af ord eller et klistermærke. Så der tillægges ikke skyld eller skam overfor mennesker der er anderledes, tværdigmod.