Målgruppe
Målgruppen for dette projekt er en
5/6 klasse, hvori der er en dreng med autisme spektrum forstyrrelse og en pige
med indlærings vanskeligheder. Klassen er i forvejen ret splittet og har svært
ved at følge henvisninger. Projektet er opbygget med udgangspunkt i at styrke
drengen med ASF i hans sociale kompetencer, og samtidig se hvordan han reagerer
i samarbejdssituationer. I forvejen ved jeg, at han har svært ved at fungere i
sportsrelaterede øvelser, så jeg har i stedet valgt at bruge naturens åbne
tiltale og give ham nogle andre udfordringer, som han har større mulighed for
at gennemføre med succes.
Pædagogisk mål
Mit mål for dette projekt er, at
give drengen med ASF udfordringer på det sociale og individuelle plan, for at
styrke hans selvtillid. Samtidig med det, vil jeg se hvordan han arbejder i en
samarbejdssituation, der ikke omhandler sportslige aktiviteter, men har naturen
og det enkelte individ i fokus. For hele klassen, vil jeg styrke deres tillid
til hinanden ved, at de skal arbejde i teams om at få hinanden i gennem
rebbanen sikkert. Jeg har delt grupperne op, så der er en naturlig leder i
hver, og håber på at disse roller kan ændres, ved at skabe en dynamisk gruppe,
der normalt ikke arbejder sammen i skolen.
Pædagogisk middel
Projektet består af 3 forskellige
baner:
Rebbanen:
Jeg vælger at opsætte rebbanen før
børnene kommer ned, da jeg kun har en time til at lave forløbet. Det første
projekt omhandlede dog knobbinding og bålopsætning, men da tiden er knap og der
er mange restriktioner forbundet med sådanne aktiviteter, har jeg valgt at
ændre dem lidt.
Jeg har bundet to reb op i mellem 2
træer og har bundet et andet reb fast til hegnet, så det ligger diagonalt med
de to andre. Der er lagt 2 madrasser på
jorden, som sikkerhed for fald. Banen består af 3 runder. Jeg starter med at
introducere børnene for de tre runder og demonstrerer, hvordan man skal gøre og
hvad man skal være opmærksom på. Den første runde er simpel, og består af at
barnet skal gå på det nederste reb og holde i det øverste, og på den måde komme
fra den ene ende til den anden. I enden får barnet det reb, der er sat fast på
hegnet. Dette reb skal holdes strakt og skal fungerer som en balancesnor. To
fra gruppen bliver kaldt op, og skal støtte barnet fra ryg og foran, i tilfælde
af at barnet falder. Efter dette skal barnet hive sig selv op i det øverste reb
med ben og arme, og føre sig selv til den anden ende, alt i mens de to
hjælpere, har armene klar under barnet. Dette fortsættes indtil hvert barn har
været i gennem banen. Denne aktivitet styrker deres motoriske og fysiske evner,
men frem for alt også deres tillid til de andre i og med de er tvunget til at
samarbejde om at få hele holdet i gennem banen.
Forhindringsbane med bind for øjnene:
Denne bane blev erstatningen for
bålopsætning/tænding, da rektoren mente at det var en spændende øvelse og ikke
så tidkrævende. Den foregår på en legeplads, der er opsat med en masse
forhindringer, der er placeret i forskellige niveauer. Børnene skal i gennem
den i grupper a´ 2, hvoraf de skiftes til at føre hinanden i gennem banen med
bind for øjnene. Denne aktivitet styrker deres tillid til hinanden, samt deres
motoriske evner.
Kommunikation:
Jeg har placeret 7 forskellige
genstande i et buskads, der normalt ikke hører til i naturen. Hver gruppe skal
gå ind i banen og finde tingene i den rigtige rækkefølge. De må ikke snakke
sammen, men skal blive enige om, hvad de hver især skal huske. Når de kommer ud
af banen må de snakke sammen, og skal skrive hvilke ting de så i den rigtige
rækkefølge. Dette er en øvelse, der styrker deres samarbejds – og kommunikative
evner, hvor de skal bruge andre udtryksveje end det talte sprog. Samtidig er
det en øvelse, der styrker deres evne til at fokuserer og se ting omkring dem,
de måske ikke ville have lagt mærke til, hvis de ikke havde kigget ned.
Forventninger til forløbet
Jeg forventer at alle børnene vil
yde deres bedste, og hjælpe hinanden igennem de forskellige baner. Jeg har
lavet dette forløb, med udgangspunkt i en dreng med ASF, som normalt ikke
fungerer særlig godt i fysisk krævende situationer, men til gengæld elsker
naturen. Jeg håber at han vil deltage aktivt, og jeg har med vilje placeret hans
bedste ven i samme gruppe som ham. Jeg har arbejdet med ham hver dag siden jeg
startede på skolen, og håber at mit tillidsbånd, vil kunne overbevise ham om at
gennemføre banerne. Jeg har valgt at lave dette forløb med en 5/6 klasse, for
at være sikker på, at deres motoriske evner er gode nok, til at projektet kan
gennemføres med succes.. Samtidig er det også en alder, hvor der skal skabes
tillid til andre mennesker, og jeg kan se på klassestrukturen, at nogle af
børnene er mere dominerende end andre. Derfor håber jeg, at denne aktivitet kan
hjælpe nogle af de mere stille børn til, at komme frem og give dem mulighed
for, at placere sig selv i en anden rolle. Jeg er spændt på at se, hvordan
grupperne arbejder sammen og om mine valg af børn, kan fungere i en gruppe, når
de normalt ikke er sammen.
Refleksioner over forløbet
Planlægningen af dette forløb har
været undervejs over flere mdr., men har været ret svært at få ført ud i livet,
pga. diskussioner omkring forløbets sikkerhed med klasselæreren i 5/6 klassen. Da
jeg skrev det oprindelige forløb, regnede jeg ikke med at der ville blive så
mange forhindringer, som desværre førte til store forsinkelser. Systemet
herovre er ved at blive mere og mere amerikaniseret, så lærerne er bange for at
lave projekter, der indeholder risicis, pga. faren for at blive sagsøgt. Jeg
snakkede med rektoren og min vejleder om de problemer jeg havde omkring
forløbet, og vi blev enige om, at rektoren ville være ansvarlig for
sikkerheden. Hun var meget opsat på at dette forløb skulle fungere, og gik
derfor mere eller mindre uden om læreren. Før projektets start skulle jeg lave
en beskrivelse af forløbet, og hvilke risici der kunne være forbundet med det.
Vi satte os derefter ned sammen, og skrev en ’Risk management plan’, som udførligt beskrev de forskellige
risicis og hvem der skulle deltage i projektet. Jeg havde i første omgang fået
lov til at lave bål, men da jeg kun havde fået tildelt en time til projektet,
så var der ikke tid nok til, at det kunne fungere optimalt. Jeg var dog meget
fokuseret på, at jeg skulle lave mit reb bane projekt, så jeg måtte skippe bål
og skifte det ud med aktiviteten på forhindringsbanen, som rektoren synes var
en god idé. Jeg valgte at bruge mine danske medstuderende, til at få projektet
til at lykkedes. Jeg satte alle tre aktiviteter i gang på en gang, hvor hver
aktivitet så var styret en dansk studerende - dette fungerede rigtig godt. De
forskellige aktiviteter fungerede, som jeg havde regnet med, og børnene var
meget motiverede for at komme i gang. Gruppen med drengen med ASF startede ved
rebbanen, som første gruppe og hjalp alle hinanden i gennem banen og var meget
seriøse omkring at gennemføre det. Drengen med ASF var enormt opsat på at
prøve, og gennemførte hele banen uden usikkerhed. Det var fantastisk at se, hvor
meget man kan få sådan en dreng til, når bare man laver projektet ud fra hans
kriterier. Efter vi havde færdiggjort projektet, kom alle børnene inkl. drengen
med ASF tilbage og ville prøve igen og spurgte ydermere om vi kunne lave dette
hver torsdag. Så uden at have evalueret med børnene om projektet, kan jeg
konkludere at det fungerede med stor succes.
Efter at have lavet projektet,
ville jeg have ønsket at projektet havde været drejet lidt mere hen mod naturformidling,
men da tiden ikke var til det, så måtte jeg lave det mere praktisk. Ved
forhindringsbanen, glemte jeg at ligge måtter ud under en armgangsaktivitet,
som desværre resulterede i at en dreng faldt ned og forstuvede sin albue. Ved
den aktivitet stod klasselæreren også, og efter jeg har snakket med mine
medstuderende, så har jeg fundet ud af at hun har blandet sig meget i børnenes
måde at gennemføre banen på, hvilket ikke var meningen. Jeg så det desværre
ikke, da jeg var ved min egen aktivitet. Jeg ville ønske at det havde været
muligt, at lave en bedre rebbane, med længere forhindringer, men der var lige
akkurat nok reb til at spænde det op i mellem to træer. Børnene er ikke vant
til at lave sådanne udendørs aktiviteter på skolen, og derfor har skolen heller
ikke særlig mange rekvisitter til at lave sådan en aktivitet, men på baggrund
af det synes jeg, at jeg fik det bedste ud af mit projekt og opnåede mit mål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar