D. 01/02-2012

I dag har jeg haft min første dag på Petrie Terrace state school. Vi mødte kl. 10.00 og blev introduceret for skolen, lærerne og nogle af børnene. Fuad og jeg brugte dagen på at være i en 0-1 klasse (i Australien hedder det Prep og 1.) med omkring 20 børn, hvor af der var en med diagnosticeret austisme spektrum forstyrrelse, en der muligvis havde det, en med svær grad af down symdrom, samt en dreng der efter vores synspunkt havde ADHD, men det er ikke diagnosticeret. Skolen er bygget op som almindelig skole, hvor de børn der har psykiske eller let fysiske problemer, bliver inkluderet i. Forældrene kan åbenbart selv vælge om deres barn skal gå i almindelig skole eller på specialskole. Læreren i klassen, mente at det styrkede de børn med div. Problemer, at have rollemodeller at spejle sig i og indgå på samme fod, som de andre i en almindelig klasse. Drengen med down syndrom, synes vi ikke helt passede ind, da han kun var i klassen 1 1/2 time om morgenen og en time om eftermiddagen, pga. hans handicap. Han blev konstant fulgt af en hjælpelære, der gik efter ham og rykkede rundt på ham, hvis han satte sig et forkert sted. Han er en meget sød dreng, men hans funktionelle niveau passede slet ikke ind i klassens ret høje niveau. VI så med det samme, hvordan de bruger behaviorisme i deres undervisning af børnene, og nogle ting lå meget langt væk, fra hvordan vi i Danmark bruger pædagogik. Børnene er meget lydhøre overfor hvad læreren siger og hvis de gør noget rigtigt får de et klistermærke, der forestiller en stjerne, som belønning. De er meget anerkendende, men det er tydeligt, at det er Behaviorisme, der styrer skolens pædagogiske tankegang. Hver gang børnene gør noget godt, bliver der sagt ”good boy” eller ”good girl”, hvilket i mine øre lyder lidt mærkeligt, især efter det er blevet sagt 5 gange til det samme barn på en halv time. Læreren vi var hos, var meget ærlig og brugte en del eksempler, til at forklare forskellige ting. Vi fulgte i dag hendes næste trin i Howart Gartners model om menneskets 7 intelligenser, hvor børnene skulle tegne ansigter af 4 forskellige følelser. Hun forklarede det meget detaljeret og i børnehøjde, men pludselig nævnte hun et eksempel omkring en tidligere elev, der altid var vred, så de på den måde kunne sætte ansigt på følelsen. I Danmark er det upædagogisk, at udstille andre børn og voksne på den måde, for at forklare en ting, men her virker det som om, at det er helt normalt, at være ærlig omkring så personlige ting, for at forklare simple ting. Fuad og jeg snakkede om, at grunden til at de er så inkluderende og ærlige omkring div. ting, må være for at give de normalt fungerende børn, en forståelse for, hvorfor nogle mennesker er - og eller ser anderledes ud, så man forebygger at de bliver ekskluderet fra samfundet.

Nå men det har alt i alt været en god dag, med rigtig mange indtryk, som skal bearbejdes og tales om. I morgen skal vi ud i en ny klasse, for at vi på mandag kan beslutte os for, hvilken klasse vi helst vil være i.